I tre uger følger Vejdirektoratet trafikanternes fart ved seks vejarbejder. Indsatsen er et led i en kampagne, hvor vi forsøger at få trafikanterne til at sætte farten ned ved at gå efter flokdyret i os alle.
Kampagnen rummer en opsigtsvækkende plakat med et par øjne, der betragter trafikanterne, samt skilte med budskaber som ”Din fart smitter” og ”Her kører vi max. 50 km/t.” På den måde benytter den sig af den metode, der kaldes nudging – altså at ”puffe” til trafikanternes adfærd, så de overholder hastigheden, når de kører forbi et vejarbejde.


Kampagnen er bygget op som en konkurrence mellem forskellige landsdele. Ved seks udvalgte vejarbejder bliver trafikanternes hastighed målt i uge 36, 37 og 38. Og vinderne bliver den landsdel, der forbedrer sig mest. Følg med og se, hvordan I kører i dit lokalområde.

Overhold farten - så kommer alle nemt og sikkert frem
Vi håber, at trafikanterne får blod på tanden og vil tage kampen op med de andre regioner i konkurrencen - samt naturligvis, at de vil sænke farten, når de kører forbi vejarbejder. Det er først og fremmest trafikanterne selv, der kommer til skade, når der sker ulykker ved vejarbejder.
Så sæt farten ned – til gavn for både dig selv, dine medtrafikanter og vejarbejderne.