Søg
Pressemeddelelse

Arkæologer graver ved Næstved Omfartsvej

Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark graver efter oldtidsfund, inden Vejdirektoratet begynder anlægsarbejdet ved Næstved Omfartsvej
30. maj 2013
Arbejdet skal foregå, inden Vejdirektoratets entreprenører begynder at anlægge den nordlige omfartsvej ved Næstved.
 
Arkæologerne kigger efter de spor som fortidens mennesker har efterladt, og det omfatter hele perioden fra stenalderens begyndelse og frem til i dag.
 
”Området er kendetegnet ved omfattende bebyggelser fra jernalderen, men der er også fundet stendysser fra bondestenalderen ikke langt derfra. Placeringen på den sydlige skråning af et større bakkeområde har været ideel til beboelse i oldtiden, og prøvegravningen viste da også hurtigt, at der har været forhistorisk aktivitet på hele marken. Der er blandt andet fundet spor efter mindst fire langhuse fra jernalderen, samt masser af ildsteder og affaldsgruber, nogle med rester af keramik,” siger museumsinspektør Jonas Christensen fra Museum Sydøstdanmark.

Arkæologerne er gået i gang i god tid, før anlægsarbejdet begynder.
(Foto: Museum Sydøstdanmark).
 
Museet har det arkæologiske ansvar i Næstved Kommune, og det indebærer blandt andet at museet laver arkæologiske forundersøgelser for at afklare, om der er arkæologiske fund på arealer, som skal bebygges. Bygherren beslutter så om eventuelle fund skal undersøges ved en egentlig udgravning eller bevares for eftertiden. De fleste spor fra oldtiden er kun bevaret under muldlaget, og derfor bruger arkæologerne først gravemaskiner til at lave såkaldte ”søgegrøfter” hvor det øverste muldlag bliver skrællet af.
 
Når arkæologerne går i gang så lang tid før anlægsarbejdet, så er det for at undgå, at de kommer i karambolage med entreprenørerne, fortæller Vejdirektoratets projektleder Niels Korsgaard.
 
”Det er både dyrt og tidskrævende at standse et anlægsarbejde for at lave arkæologiske undersøgelser. Ved at lade arkæologerne tage de første spadestik, så er der mulighed for at foretage en decideret udgravning, inden anlægsarbejdet, hvis de for eksempel finder bopladser eller gravpladser,” siger Niels Korsgaard.
 

Arkæologerne graver søgegrøfter (Foto: Museum Sydøstdanmark).

Det arkæologiske arbejde ved sendemasten forventes at fortsætte sommeren over. Samtidig går arkæologerne i gang med arkæologiske forundersøgelser på resten af den østlige strækning af Omfartsvejen.
 
Vejdirektoratet forventer, at gå i gang med anlægsarbejdet for omfartsvejen midt i september i år.
Oprettet
30-05-2013.
Senest opdateret
30-05-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index