Søg
Pressemeddelelse

Bilister smiler stort af smileys

Vejdirektoratets forsøg med at opstille stadig gladere smileys langs vejarbejde mellem Nørre Aaby og Middelfart får smilene frem hos bilisterne. Hele 90 procent af de adspurgte synes godt om smileyerne.
22. september 2014

​Når Vejdirektoratet anlægger nye veje, eller udbygger og forbedrer de eksisterende, kan det ikke undgås at medføre gener. Det er en tvivlsom fornøjelse at blive forsinket af vejarbejde, når man for eksempel er på vej til- og fra arbejde. Det kan de fleste bilister nok nikke genkendende til.

Men ligesom i resten af samfundet kan et smil også gøre underværker på vejene. Der er stor tilfredshed med et initiativ fra Vejdirektoratet om at opstille skilte med smileys langs vejarbejdet på motorvejsudvidelsen mellem Nørre Aaby og Middelfart på Vestfyn.

Her arbejder entreprenøren i den ene halvdel af vejen, mens den anden er åben for trafik, men i smallere spor i hver sin retning. Derfor er hastighedsgrænsen sænket til 80 kilometer i timen.

Skiltene starter med at vise triste smileys, der så gradvist smiler mere, jo tættere bilisten er på at forlade zonen med vejarbejde. Det største smil ser man naturligvis, idet man kører ud på normal vej igen.

Smiley-oversigt.jpg



I den undersøgelse af trafikanttilfredsheden, som Vejdirektoratet har fået lavet på udvidelsen, siger 90 procent af de adspurgte, at de synes enten ’meget godt’, eller i det mindste ’godt’ om idéen med smileys.

Omvendt synes ingen af respondenterne, at smileyerne var en ’meget dårlig’ idé, og kun en procent betegner idéen som ’dårlig’.

Den positive modtagelse af smileyerne får også projektleder Mike Boesen til at smile:

”Det er fantastisk så stor en virkning, vi har fået med så enkelt et tiltag. Jeg glæder mig over alle de positive kommentarer, vi har fået både direkte fra trafikanter og gennem vores trafikant-undersøgelse. Det gamle ordsprog ”Smil til verden og verden smiler igen” gælder næsten helt bogstaveligt,” siger Mike Boesen.

En forudsætning for at synes, at smileyerne er en god idé, er selvfølgelig, at man har lagt mærke til dem, og at man forstår deres betydning. Noget tyder på, at smileyerne ikke har været til at overse, for 97 procent af respondenterne har lagt mærke til dem.

Motorvejsudvidelsen fra fire til seks spor mellem Nørre Aaby og Middelfart indvies den 6. oktober.

 


Yderligere oplysninger:

Projektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet, Telefon 7244 2261/3157 4060, mik@vd.dk

Kommunikationskonsulent Kim Michelsen, Vejdirektoratet, Telefon 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
22-09-2014.
Senest opdateret
22-09-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index