Søg
Pressemeddelelse

Silkeborg: Bro til dyrene i Dyrehaven

Dyrene i området ved den tidligere Dyrehave i Silkeborg får nu deres helt egen bro, så de nemt og sikkert kan krydse motorvejen.
08. januar 2014

​Den kommende motorvej mellem Funder og Låsby går i Silkeborg gennem Dyrehaven, som tidligere var et indhegnet hjem for en flok rådyr. Området er stadig tilholdssted for en masse fritgående dyr, og de får nu deres helt egen bro, så de nemt og sikkert kan krydse motorvejen.


Anlægsarbejdet har været i gang i Dyrehaven i næsten et halvt år, men nu tager entreprenørkonsortiet Aarsleff/NCC Vejanlæg fat på at bygge selve den store faunabro henover motorvejen.


Broens design er udtænkt af landskabsarkitekterne hos Preben Skaarup, som har rådgivet Vejdirektoratet om design og æstetik på hele motorvejsprojektet. Broen kommer til at hælde lidt, fordi terrænet på den nordøstlige side af motorvejen er højere end på den sydvestlige side. Motorvejen ligger på dette sted 14 meter under terræn, og broen skal derfor spænde hele 90 meter mellem toppen af skråningerne på hver side. Broen bliver smallest, omkring 20 meter, på midten og 40 meter bred i enderne.


”Faunabroen giver rigtig god mening, selv om der ikke længere er indhegnede rådyr i Dyrehaven. Der er stadig masser af fritgående dyr i området, som selvfølgelig skal kunne passere motorvejen nemt og sikkert. Vi anlægger også en stibro over motorvejen til de tobenede i Dyrehaven, og generelt er det tanken, at Dyrehaven fortsat skal kunne opleves som en rekreativ oase i byen,” siger projektleder i Vejdirektoratet Carsten Sandgaard.


Støj og rystelser
Faunabroen skal pælefunderes, og mandag den 13. januar går entreprenøren i gang med at ramme pæle i jorden til brobyggeriet. Dette arbejde vil de næste par måneder kunne medføre både støj og rystelser i området på hverdage i tidsrummet 7-18.


Vejdirektoratet forventer, at denne særligt støjende aktivitet afsluttes i marts 2014.


Yderligere oplysninger
Projektleder Carsten Sandgaard, 7244 2223 / 4038 2438, cac@vd.dk
Kommunikationskonsulent Jane Birch Larsen, 7244 2318 / 4123 5592, jbi@vd.dk

Oprettet
08-01-2014.
Senest opdateret
08-01-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index