Søg
Pressemeddelelse

Cykelsti indviet i en allé af lys

Fredag morgen indviede 55 skoleelever en ny cykelsti ved Gl Estrup på Djursland. Langs cykelstien var der levende lys, så eleverne kørte gennem en allé af lys i den mørke novembermorgen det sidste stykke til Gl. Estrup.
14. november 2014
​Med de mange lys markerede eleverne, at den nye cykelsti skaber gode og trygge forhold i vintermørket for alle turister og beboere i Auning, der ønsker at besøge Gl. Estrup, Herregårdsmuseet.
 
”Ved at sætte de levende lys op langs cykelstien viser vi kontrasten mellem lyset på cykelstien og omgivelserne, der ligger i mørke. Vi håber, det sætter fokus på, hvor svært det er at se og blive set, når det er mørkt om vinteren,” siger Peter Lund Hansen, projektleder i Vejdirektoratet.
 
Cykelstien ligger langs Randersvej og Allingå fra Auning til Gl. Estrup. Den kan også bruges af beboerne fra oplandet mod sydvest ved Liltved og Øster Alling, som skal til og fra Auning.
 
Museet er kommet tættere på lokalbefolkningen
Britta Andersen, museumsdirektør på Gl. Estrup, Herregårdsmuseet, fortæller, at museet i flere år har arbejdet på atter at binde herregården sammen med den nærliggende by Auning, som den har været før i tiden.
 
”Gammel Estrup har igennem tiden været et vigtigt fyrtårn på Djursland – og i landet som helhed – både økonomisk, socialt og kulturelt. Og det er Gammel Estrup – Herregårdsmuseets mål stadig at være en del af de lokale beboeres bevidsthed og hverdag,” siger Britta Andersen, som mener, at den nye cykelsti er et stort skridt i den rigtige retning.
 
”Nu kan man jo cykle hele vejen fra Auning til Gammel Estrup uden at skulle ud på vejen blandt hurtigkørende lastbiler, personbiler og busser. Den nye cykelsti betyder med andre ord, at lokalbefolkningen nemt kan komme til Gammel Estrup på en både sikker og sund måde, og det er vi rigtig glade for,” siger hun.
 
Efter snoreklippet var alle eleverne på skattejagt, som Gl. Estrup, Herregårdsmuseet arrangerede, og de sluttede af med fødselsdagskagemand for den nye cykelsti.
 
Yderligere information
Projektleder Peter Lund Hansen, 2530 8639, plh@vd.dk
Kommunikationskonsulent Katinka Fischer-Nielsen, 7244 2319, kafn@vd.dk
Oprettet
13-11-2014.
Senest opdateret
14-11-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index