Søg
Pressemeddelelse

Cykelsti ved Gl. Estrup på Djursland kommer til at sno sig langs åen

Nu går Vejdirektoratet i gang med at anlægge en 1,1 km lang dobbeltrettet cykelsti mellem Auning og Gl. Estrup herregård. Stien kommer til at ligge langs nordsiden af Randersvej.
05. februar 2014

​Cykelstien skal give bedre forhold for lokale cyklister, som skal til og fra Auning, og for turister som skal besøge herregårdsmuseet. I dag skal cyklister køre i kanten af landevejen, der er smal og svinger, så overblikket for trafikanterne er begrænset. Den nye cykelsti giver sikkerhed og tryghed for cyklisterne. 

 
”Det bliver meget mere sikkert for cyklisterne at færdes på strækningen, når de kommer væk fra den trafikerede vej og ind på cykelstien,” fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Peter Lund Hansen.  

 
Cykelstien følger åen gennem mosen
Ved Allingå bygger Vejdirektoratet en ny bro til cykelstien. Broen kommer til at ligge parallelt med den eksisterende vejbro. Cykelstien trækkes væk fra vejen og følger Allingå det sidste stykke hen til Gl. Estrup. Denne strækning anlægges med knust stenmel, så den falder så godt som muligt ind i de grønne omgivelser ved mose og å. Ved Gl. Estrup bliver der tilkørsel til herregårdsmuseet ad den fredede allé.


”Stien kommer til at ligge i et naturområde med herregårdens flotte bygninger i baggrunden. Det er vigtigt at respektere det, derfor har vi gjort meget for at cykelstien skal passe ind i omgivelserne,” siger Peter Lund Hansen.

 
Jorden er under pres vinteren over
På grund af den fugtige jord mellem Allingå og Gl. Estrup er Vejdirektoratet i gang med at belaste strækningen med en pude af sand, som presser jorden sammen. Det er nødvendigt, for at jorden og cykelstien ikke sætter sig, efter cykelstien er taget i brug.


Når jorden har sat sig nok – det tager cirka et halvt år - bliver en del af sandet gravet af igen, så cykelstien kommer til at ligge tæt ned til vandspejlet i åen. Det overskydende sand bliver transporteret til den sidste del af strækningen mellem Allingå og Auning, hvor det bliver brugt i funderingen af cykelstien.

 
Arbejdet med sandpudebelastning af strækningen er gået i gang. I foråret 2014 bliver den nye træbro hejst på plads over Allingå. Cykelstien står klar til brug i efteråret 2014.

 
Yderligere oplysninger:
Projektleder Peter Lund Hansen, Vejdirektoratet, tlf: 7244 2538 eller

kommunikationsmedarbejder Katinka Fischer-Nielsen, tlf 7244 2319

 
Foto: Sandpudebelastningen trykker vandet ud af jorden på strækningen mellem Allingå og Gl. Estrup, som ses i baggrunden.
Oprettet
05-02-2014.
Senest opdateret
05-02-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index