Søg
Pressemeddelelse

Den første salt er faldet

Vinteren på vejene er officielt startet, og igen i år blev det Næstved, der i nat fik den første dosis salt fra Vejdirektoratets Vintertjeneste. Jylland gik fri i denne omgang.
27. oktober 2015

Natten til i dag blev Vejdirektoratets saltbiler kaldt ud for første gang denne vinter. Den første salt faldt kl. 02.23, og ligesom sidste år blev det Svingbroen over Næstved Kanal, der kom først.

Derudover har Vejdirektoratet i nat saltet på Hillerødmotorvejen og rute 6 fra Slangerup til Roskilde og videre til Køge.

At det var Sjælland, der fik en forsmag på vinterens komme skyldes, at der var klart vejr over landsdelen, mens den øvrige del af landet var mere overskyet og dermed lidt varmere.
 
Svingbroen i Næstved er i øvrigt næsten altid et af de steder, der saltes først. Det er en stålbro, der hurtigt får rim på kørebanen.

Jyder har det lunere 
Vinteren er dermed startet 3 dage tidligere end sidste år, hvor de første saltbiler blev kaldt ud på de sjællandske veje den 30. oktober.
 
Først den 20. november ramte vinteren Jylland, så muligvis er der noget om snakken, når jyderne hævder, at de har det lunere.  
 
”Der har nok været nogle bilejere i morges, der blev lidt overraskede, da de kom ud til en rimet bilrude her til morgen. Vi fik meldingen om klart vejr fra DMI sent i aftes, og i timerne efter kunne vi følge på vores målestationer, hvordan temperaturen faldt. Vi sendte derfor mandskabet ud på de strækninger, hvor der var risiko for rim på vejen,” siger Peter Risegaard Jakobsen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratets Vintertjeneste.
 
Vejdirektoratets Vintertjeneste
Vejdirektoratets Vintertjeneste styres fra Vejdirektoratets vintervagtcentral i Aalborg. Den er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene.

Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og/eller sneryddet.

Vinterens vejrlig fordrer dog også øget agtpågivenhed fra trafikanterne, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.

Gode vinterråd
Her følger Vejdirektoratets gode vinterråd til trafikanterne

1. Orienter dig om glatføreforholdene på vejene inden du kører hjemmefra. Enten via medierne eller på Vejdirektoratets egen side Vintertrafik.dk
2. Tag hjemmefra i god tid så du kan køre roligt og forsigtigt, hvis vejen er glat
3. Pas særligt på ved udsatte steder hvor der er større risiko for glatføre. Det gælder specielt ved skovstrækninger, lavtliggende områder og på og under broer.
4. Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud.

Du kan læse mere på Vejdirektoratets side vintertrafik.dk.

Her kan du følge Vejdirektoratets saltning af veje og se, hvornår sneploven har været i gang, ligesom lokale og generelle vintermeldinger står angivet her.

Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Peter Risegaard Jakobsen, Vejdirektoratet, tlf. 2537 3477
Kommunikationskonsulent Andrew Crone-Langkjær, Vejdirektoratet, tlf. 7244 3621
Oprettet
27-10-2015.
Senest opdateret
27-10-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index