Søg
Pressemeddelelse

Digesvaler har slået lejr langs Næstved Nordlig Omfartsvej

Hen over sommeren har en koloni af digesvaler fundet frem til jordbunkerne langs den vestlige del af den kommende Næstved Nordlig Omfartsvej, hvor de har slået lejr.
18. august 2015

​M.J. Erikssons maskiner burde summe rundt på byggepladsen på den vestlige del af den kommende Næstved Omfartsvej, i fuld gang med at flytte jord, udføre afvandingsarbejder, indbygge grus og andre arbejder i forbindelse med anlæg af en vej. Men entreprenørens maskiner holder helt stille på strækningen hen over de åbne marker vest for Susåen, og det kommer de til indtil digesvalerne vælger at flyve til varmere himmelstrøg.

"Digesvalerne er fredet i yngleperioden, som strækker sig fra 1. april til 31. august. Og nu hvor digesvalerne har valgt at flytte ind i vores jordbunker, så der er ikke ret meget vi kan gøre andet end at vente på, at de synes, at det er for koldt her og dermed tid til at flyve syd på," fortæller projektleder Jacob Pryds Winkel.

Digesvalen er den mindste og lyseste af de danske svaler, og den er en hyppig sommer- og trækgæst i Danmark. Den yngler kolonivis og normalt sker det i lodrette, sandede skrænter som grusgrave eller kystklinter eller den kan etablere sig i jordbunker. Det er præcis det, der er sket på vejarbejdet i Næstved.

               digesvalebo.jpg

"Tidspunktet for digesvalernes ophold er virkelig uheldigt idet sommerperioden er den mest optimale periode for at gennemføre arbejdet med jordflytning. For at komme i gang igen så snart digesvalerne har forladt jordbunkerne, har vi iværksat, at en ekstern naturkonsulent overvåger vores små gæster. På den måde kan vi holde øje med, hvornår de forlader jordbunkerne, så vi igen kan komme i gang med arbejdet med at anlægge vejen. Vi regner ikke med at vores flyvende gæster kommer til at forsinke arbejdet væsentligt, men så snart de rykker videre, skal vi selvfølgelig i gang igen så hurtigt som overhovedet muligt," fortsætter Jacob Pryds Winkel.

Normalt plejer digesvaler at trække sydpå i løbet af august måned.

Yderligere oplysninger:
Projektleder Jacob Pryds Winkel, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3752
Kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhuus, tlf.: 7244 3078

Fakta om omfartsvejen:
• Vejen bliver cirka 7 kilometer lang og bliver en 2+1 motortrafikvej.
• Den samlede nordlige omfartsvej forventes at stå færdig ved udgangen af 2016.
• Anlægsloven for en nordlig omfartsvej ved Næstved blev vedtaget af Folketinget i 2011 med et samlet budget på cirka 680 mio. kroner.

Fakta om digesvaler
Digesvalen er den mindste og lyseste af Danmarks svaler. Farven er brunlig, og halen er kortere og mindre kløftet end hos de øvrige svalearter. Oversiden er mat gråbrun med lidt mørkere håndsvingfjer; undersiden hvid med bredt, gråbrunt brystbånd.

Længde 12 -13 cm, vingefang 26 - 29 cm. Vægt 13 - 14 g.

Digesvalen er almindelig sommergæst og trækgæst i Danmark. Den ankommer som den første svale om foråret, derefter fordeler digesvalerne sig til deres synlige kolonier nær vand i grusgrave og kystklinter, stejle åbrinker, hvor de har travlt med at udbygge deres redehuller eller grave nye. Digesvalerne forlader Danmark i september og trækker sydpå til tropisk Afrika.
Digesvalereder er beskyttede fra 1. april til 31. august.

Oprettet
18-08-2015.
Senest opdateret
18-08-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index