Søg
Pressemeddelelse

Historisk få ulykker på vejene i 2014

Det er sikkert at færdes på vejene herhjemme
29. januar 2015

Graf---dræbte-og-tilskadekomne-i-2014.jpg

Sidste år mistede 183 personer livet i trafikken, hvilket er det næstlaveste antal, siden man begyndte at føre statistik på området.

Det viser de foreløbige tal fra Vejdirektoratet, der fører den officielle statistik på trafiksikkerhedsområdet.

De nye tal viderefører en positiv udvikling, der har ført til et historisk lavt antal dræbte i de senere år. Vi er nu nede på under halvdelen af det antal, der optrådte i dødsulykkesstatistikken for blot ti år siden.

"Det ser ud til, at det målrettede arbejde med at nedbringe antallet af de alvorlige trafik-ulykker har effekt. Men antallet af dødsulykker er stadig for højt. Derfor handler det om at bevare fokus. Og vi kan stadig gøre det bedre, så vi skal fortsat prioritere arbejdet med trafiksikkerhed højt, fordi forbedringer kan redde flere liv fremover og dermed hindre de tragedier, som dødsulykker i trafikken er," siger transportminister Magnus Heunicke.

"Tendensen med færre dødsulykker er både glædelig og tydelig, og den kan have mange årsager," siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.

"Vi har i Vejdirektoratet gjort meget for at forbedre sikkerheden for bilisterne, blandt andet ved at ombygge kryds, etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger og i det hele taget gøre forholdene mere trygge og sikre på blandt andet hovedlandevejene. Det arbejde fortsætter vi naturligvis med."

"Desuden er bilerne også blevet mere sikre, ligesom der er noget, der tyder på, at danskernes generelle trafikkultur har forbedret sig. For eksempel ser vi færre eksempler på sprituskørsel."

Det er ikke kun antallet af trafikdræbte, der er historisk lavt. Det samme gælder for antallet af personer, der kommer til skade i trafikken. Her endte antallet sidste år på 3160, hvilket var mere end 200 færre end sidste år og klart det laveste i statistikkens thistorie. Altså en ny, positiv rekord.

"Og en rekord, som vi er uhyre glade for," siger Marianne Foldberg Steffensen. "Ikke kun fordi bilisterne kan færdes tryggere i trafikken, men også fordi det er godt for samfundet som helhed. Trafikulykker medfører store omkostninger af både menneskelig og økonomisk karakter. Derfor er der gevinster at hente ved at nedbringe antallet af ulykker i trafikken."

Se hele ulykkesstatistikken.

Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, tlf. 7244 3222, mail: mast@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk

Oprettet
29-01-2015.
Senest opdateret
29-01-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index