Søg
Pressemeddelelse

Kom til borgermøde om ny jernbanebro over Vejle Fjord

Borgere, virksomheder, interesseorganisationer og andre får nu mulighed for at komme med forslag og synspunkter omkring den kommende ny jernbanebro over Vejle Fjord.
24. november 2014
Det sker, når Vejdirektoratet inviterer til borgermøde i Vejle torsdag den 27. november.
 
Partierne bag aftalen om Togfonden har bedt Vejdirektoratet undersøge mulighederne for at etablere en ny jernbanebro over Vejle Fjord. Det sker i form af en såkaldt VVM-undersøgelse, der belyser mulige løsninger og vurderer deres virkninger på mennesker, natur og kulturhistoriske forhold, fortæller projektleder Rasmus Larsen fra Vejdirektoratet.
 
"Undersøgelsen varer fra nu til efteråret 2016, og vi indleder med dette borgermøde og en offentlig idéfase, hvor borgere, virksomheder, interesseorganisationer og andre opfordres til komme med forslag og synspunkter, der kan indgå i det videre arbejde," siger Rasmus Larsen.
 
Idéfasen begynder torsdag d. 27. november 2014 og løber frem til 5. januar 2015. Formålet med idéfasen er, at flest mulige hensyn kan indgå i den videre planlægning.
 
Projektleder Rasmus Larsen fortæller, at Vejdirektoratet har udarbejdet et debatoplæg, hvor man kan læse mere om VVM-undersøgelsen. Oplægget kan hentes hos Spar købmanden i Daugård og Brejning, samt hos Teknik og Miljø i Vejle Kommune fra den 24. november. Det vil også kunne læses på www.vejdirektoratet.dk/vejlefjord
 
Borgermødet afholdes:
Torsdag d. 27. november 2014 kl. 19.00 - 21.00 i Vejle Musikteater, Vedelsgade 25, 7100 Vejle.
 
Yderligere oplysninger
Projektleder Rasmus Larsen, Vejdirektoratet, tlf.: 72 44 36 30
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Vejdirektoratet, tlf.: 2129 0733
Oprettet
24-11-2014.
Senest opdateret
24-11-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index