Søg
Pressemeddelelse

Kom til informationsmøde - Bliv klogere på cykelstien mellem Næstved og Slagelse

Vejdirektoratet inviterer til informationsmøde om ny cykelsti på Næstved Landevej ved Fuglebjerg. Informationsmødet foregår i Kulturladen ved Fuglebjerg Kro onsdag den 20. maj.
07. maj 2015

​Cyklister på Næstved Landevej mellem Fuglebjerg og Kyse kan godt begynde at glæde sig. Nu bliver den sidste del af cykelstien nemlig anlagt.

Sidste år åbnede Vejdirektoratet 800 meter cykelsti ved Fuglebjerg. I 2016 anlægger Vejdirektoratet cirka 2,2 kilometer cykelsti i forlængelse af de 800 meter. Cykelstien kommer til at ligge i begge vejsider med en græsrabat på 2 meter mellem kørebane og cykelsti. 

Med det nye stykke cykelsti øger Vejdirektoratet sikkerheden og trygheden for cyklister, herunder pendlere fra Fuglebjerg, og de omkringliggende mindre bysamfund, til Næstved og Slagelse.

Alt dette og mere får interesserede borgere nu mulighed for at blive meget klogere på, når Vejdirektoratet inviterer til informationsmøde om projektet. Det foregår i Kulturladen ved Fuglebjerg Kro, Torvet 1 i Fuglebjerg, onsdag den 20. maj 2015, fra klokken 19.00 til 21.00. Alle er velkomne til at møde op og høre mere om cykelstierne.

”Det er en rigtig god nyhed for cyklisterne i hele området, at vi nu forlænger cykelstien ved Fuglebjerg. I dag oplever cyklisterne vejen som utryg, når de færdes langs med landevejen, hvor der i dag ikke er cykelsti. Strækningen på 2,2 kilometer uden cykelsti er en barriere i forhold til at cykle på hovedlandevejen mellem Næstved og Slagelse. Det gør vi noget ved nu, og jeg glæder mig til at komme til Fuglebjerg og fortælle mere om hele projektet,” siger Vejdirektoratets projektleder Anja Ernfelt Poulsen.

De nye cykelstier bliver enkeltrettede, og der bliver mulighed for at krydse Hovedlandevejen via den eksisterende cykel- og gangtunnel. På informationsmødet vil Anja Ernfelt Poulsen blandt andet redegøre nærmere for de sikkerhedsmæssige hensyn for, at cykelstierne ikke bliver dobbeltrettede.

Selve udførelsen af anlægsarbejdet på cykelstien er planlagt at vare fra marts til november 2016.

 

Hent her et billede fra et stykke af den cykelsti, der allerede er anlagt.



Yderligere oplysninger:

Anja Ernfelt Poulsen, projektleder, 7244 3743, aea@vd.dk
Kim Michelsen, kommunikationskonsulent, 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
07-05-2015.
Senest opdateret
07-05-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index