Søg
Pressemeddelelse

Nu begynder arbejdet med det sidste motorvejsspor på Vestfyn

Onsdag den 5. marts begynder andet og sidste kapitel i udbygningen af motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart på Fyn. Sidste år blev sydsiden af vejen udbygget fra to til tre spor - nu gælder det vejens nordside.
03. marts 2014

​Fra onsdag morgen skal al trafikken derfor over at køre i fire smalle spor i vejens sydside, så nordsiden står klar til entreprenøren.

Vejdirektoratet har gode erfaringer fra arbejdet sidste år med at lade trafik og byggeplads være helt adskilt, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Mike Boesen.

”Vi spejlvender i bund grund byggeriet. I år skal trafikken køre i sydsiden, mens nordsiden bliver udbygget med et tredje spor. Sidste år var det omvendt. Vi har gode erfaringer med metoden - ikke mindst i forhold til anlægsarbejdets fremdrift, hvor vi kan se, at vi kan arbejde mere effektivt.”

Netop den gode takt i byggeriet var medvirkende til at Vejdirektoratet i efteråret kunne løfte sløret for, at motorvejen står færdig og klar til trafikanterne til november i år - i stedet for i løbet af 2015.
 
80 km/t hastighedsbegrænsning og smileyskilte igen
Når omlægningen af trafikken træder i kraft i løbet af natten til onsdag, skal trafikanterne i vestgående retning være opmærksomme på, at de bliver ledt ind på den sydlige del af motorvejen lige før Nørre Aaby.

Trafikanterne i begge retninger skal være opmærksomme på en hastighedsbegrænsning på maksimalt 80 km/t. Situationen vil stort set være sådan frem til åbningen af vejprojektet til november.

Som et forsøg satte Vejdirektoratet sidste år smileyskilte op langs vejen, der med et smil på læben oplyste trafikanterne om, hvor langt de endnu skulle køre i anlægsarbejdet. Trafikanterne tog rigtig godt imod skiltene, så de bliver genbrugt i år.

Redningskøretøjer bruger beredskabsvej på byggepladsen
Da der skal være plads til fire vognbaner med trafik i hele sydsiden af motorvejen, har det været nødvendigt at inddrage nødsporet til kørespor. Derfor kan redningskøretøjer have vanskeligt ved at nå frem til et uheldssted, da kø sandsynligvis vil spærre dem vejen. Men det er der råd for.

Vejdirektoratet har oprettet en beredskabsvej på selve byggepladsen lige på den anden side af midterautoværnet. På den måde kan redningskøretøjer uhindret komme frem på hele strækningen og gøre holdt lige ud for et eventuelt uheld.

”Folk skal ikke være nervøse for, at beredskabet ikke kan hjælpe dem, skulle uheldet være ude. Tværtimod har vi sikret os, at beredskabet nemt og hurtigt kan komme frem,” siger Mike Boesen.

Beredskabsvejen sikrer dermed, at der hurtigst muligt kommer gang i trafikken igen, hvis der sker et uheld.

Med åbningen af seks spor til november mangler der stadig at blive lagt det sidste lag slidlag på hele strækningen. Det arbejde vil foregå i forsommeren 2015, hovedsagligt som natarbejde med små konsekvenser for trafikken.

Yderligere oplysninger og kommentarer:
Projektleder Mike Boesen Tlf.: 7244 2261, 3157 4060 email: mik@vd.dk

Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen Tlf.: 2248 2712 email: bjks@vd.dk

Oprettet
03-03-2014.
Senest opdateret
03-03-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index