Søg
Pressemeddelelse

Nye motorvejsspor og tilslutningsanlæg ved Vejle skal fejres

Motorvejstrafikanterne på E45, Østjyske Motorvej, kan igen glæde sig over mere motorvej, og nu kan
trafikanter og borgere i Vejle også glæde sig til bedre adgang til motorvejen og en bedre trafikafvikling i hele området.
12. november 2013
​Arbejdet med at udvide motorvejen mellem Motorvejskryds Skærup og Vejle med et ekstra spor i hver retning er nemlig næsten overstået – hele to år før tid. Samtidig er det nye tilslutningsanlæg Vejle Syd ved Grønlandsvej klart til at blive taget i brug.

Begge dele fejrer Vejdirektoratet og Vejle Kommune med en rigtig vejfest mandag den 18. november.

Glæde i Vejdirektoratet over mere plads til trafikanterne
Projektleder i Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen, glæder sig over projektets hurtige færdiggørelse:

”Med det nye spor ved Vejle løser Vejdirektoratet et mangeårigt trængselsproblem på den mest trafikerede motorvejsstrækning i Jylland. Og at vi nu har gjort arbejdet færdigt allerede her i 2013, kan alle vist kun glæde sig over, men især selvfølgelig de trafikanter og naboer, der har været generet af anlægsarbejdet,” siger han.

De ekstra spor på E45 skulle oprindeligt være færdige i 2015, men undervejs i anlægsperioden skar Vejdirektoratet hele to år af den tidsplan.

Vejdirektøren og Vejles borgmester klipper snoren
Selve indvielsesarrangementet foregår på Grønlandsvej ved det nye tilslutningsanlæg. Direktør i Vejdirektoratet Per Jacobsen og Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard vil tale og klippe snoren, og dermed er de nye spor på motorvejen officielt indviet og det nye tilslutningsanlæg åbnet.

Fejringen finder sted mellem klokken 14.30 og 15.30, og alle er velkomne til at deltage.

På dagen vil det tredje spor allerede være taget i brug, og Vejdirektoratet forventer, at tilslutningsanlægget åbner sidst på eftermiddagen, når festteltet er blevet taget ned.

Program for den 18. november:
14.30 Gæsterne ankommer.
14.35 Vejdirektør Per Jacobsen byder velkommen.
14.40 Vejdirektør Per Jacobsen og borgmester Arne Sigtenbjerggaard taler og klipper snoren.
15.00 Kaffe og kage i teltet.
15.30 Forventet afslutning.

Sted for åbningen
Grønlandsvej, umiddelbart vest for det nye tilslutningsanlæg.

Yderlige oplysninger
Projektleder Skærup-Vejle, Robin Højen Madsen, 7244 2276, rhm@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, 7244 2316, bjks@vd.dk

Pressen er velkommen til at dække åbningen. Tilmelding til Bjørn Kock Sørensen.

Fakta
Det tredje spor ved Vejle - mellem Hornstrup og Motorvejskryds Skærup - er 16 kilometer langt. De første seks kilometer mellem Hornstrup og Vejle S blev indviet allerede den 30. september, og i forbindelse med indvielsen blev tilslutningen Vejle S omdøbt til Vejle C. Den 18. november indvies de sidste 10 kilometer mellem Vejle C og Motorvejskryds Skærup, og samtidig åbner et helt nyt tilslutningsanlæg – det nye Vejle S - ved Grønlandsvej samt en forlængelse af Grønlandsvej. De to sidstnævnte delprojekter hører under Vejle Kommune, men anlægsarbejdet er blevet gennemført af Vejdirektoratet samtidig med udvidelsen af E45.

Luftfoto fra 11. november 2013 er vedhæftet. Det nye tilslutningsanlæg 61B ved Grønlandsvej. Fotobyline Vejdirektoratet – Petri & Betz.
Oprettet
12-11-2013.
Senest opdateret
12-11-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index