Søg
Pressemeddelelse

Nykøbing Falster Omfartsvej åbnet med en fest

"Det handler om næsten 6 km vej, der vil gøre en stor forskel for trafikanterne, byens borgere og hele regionen".
15. november 2014

Det sagde transportminister Magnus Heunicke, da han lørdag ved middagstid erklærede Nykøbing Falster Omfartsvej for åben - en begivenhed, der havde trukket flere tusinde borgere i alle aldre til omfartsvejen.

​"Med omfartsvejen er det ikke alene slut med tusindvis af bilisters daglige tur gennem byen. Vejen markerer også et farvel til den tunge trafik, så både børn og voksne får en tryggere færden i byen, og miljøet bliver markant forbedret", sagde transportminister Magnus Heunicke i forbindelse med åbningen, hvor han sammen med børn på festpladsen sendte 1000 balloner til vejrs for at fejre den nye omfartsvej.




Kortere rejsetid
Samtidig vil adgangen til Gedser Havn og transportkorridoren til Tyskland blive betydeligt nemmere for de mange erhvervstransporter. Det vil gøre trafikken mere sikker og forbedre fremkommeligheden for både den lokale og regionale trafik.

"Rejsetiden bliver kortere og adgangen til det øvrige vejnet mere effektiv. Det gavner væksten og erhvervslivet både i Nykøbing og i regionen," sagde transportministeren.

Stor lokal opbakning
Omfartsvejen har været længe ventet i Nykøbing Falster, og åbningsfesten havde da også opbakning fra en lang række foreninger i regionen, som havde arrangeret aktiviteter og opvisninger for de mange fremmødte på dagen. Blandt deltagerne til åbningen var også borgmester John Brædder, Guldborgsund Kommune, borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, og borgmester Roland Methling fra Rostock, der netop er blevet venskabsby med Nykøbing Falster.

Baggrund
Byggeriet af den 5,8 km lange omfartsvej øst om Nykøbing Falster fra Skovalléen til Gedser Landevej begyndte i sommeren 2012 og står efter godt to års arbejde færdig efter planen. Når vejen åbner for trafik lørdag eftermiddag, forventer Vejdirektoratet, at op imod 5.500 trafikanter i døgnet vil vælge den nye vej fremfor at køre igennem byen.



Fakta om omfartsvejen:
Længde: 5,8 kilometer
Byggeperiode 2012 - 2014.
Trafik: 5.500 køretøjer i døgnet
Samlet budget: 269,2 mio. kr.
EU-støtte: 34 mio. kr.

Fotos:
1. Transportminister Magnus Heunicke sendte 1000 balloner til vejrs og åbnede Nykøbing Falster Omfartsvej.
2. Over 1000 motionsløbere med Transportminister Magnus Heunicke i spidsen kunne prøve Nykøbing Falster Omfartsvej af, inden vejen bliver overtaget af trafikanterne.

Yderligere oplysninger:
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, 7244 3623
Kommunikationskonsulent Andrew Crone-Langkjær, Vejdirektoratet, 7244 3621

Oprettet
15-11-2014.
Senest opdateret
19-11-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index