Søg
Pressemeddelelse

Nykøbing Falster Omfartsvej trodser det danske vintervejr

På trods af at den typiske danske vinter byder på skiftevis hård frost, tøvejr, sne og slud, så fortsætter Vejdirektoratets byggeri af Nykøbing Falster Omfartsvej ufortrødent.
05. februar 2013

​Betingelserne er naturligvis vanskeligere end om sommeren, men med lidt snilde og effektivitet, holdes byggeriet i gang, så vejen kan åbne som planlagt.

”Folkene, som arbejder herude, klæder sig naturligvis varmt på, men det er ikke specielt sjovt at arbejde med kolde materialer eller værktøj, ligesom det også udgør en sikkerhedsrisiko. Heldigvis er det ikke så tit, at vinteren bider fra sig, så vi kan ved hjælp af telte og varmekanoner holde gang i de mest kritiske dele af byggeriet”, siger Niels Gottlieb, der er projektleder i Vejdirektoratet.

Generelt må asfalt og beton ikke være udsat for sne og frost, mens det hærder. Derfor klares mindre vej- og broarbejder ved at man simpelthen sætter et stort telt op eller lægger presenninger ud og derefter blæser varm luft ind under afdækningen, så man kan holde en form for ’stuetemperatur’. Skulle der komme fygesne ind må det smeltes væk med varmekanoner, så arbejdet kan forsættes.

Luftfoto Nykøbing omfartsvej

Det har entreprenøren fra Arkil eksempelvis gjort ved arbejdet på den nye banebro, der skal stå klar til at blive skubbet på plads til maj.

Desuden er det ofte muligt at planlægge sig ud af en del af problemerne. Det vil sige, at man ikke udfører arbejder, der er afhængigt af lunt eller tørt vejr, og lægger kræfterne et andet sted i vejarbejdet efter devisen, hvad der tabes af tid det ene sted, kan indhentes det andet sted.  
 
”Det er svært at flytte store mængder af jord, når det skiftevis fryser og er meget vådt i vejret. Derfor er størstedelen af jordarbejdet planlagt udført udenfor vintersæsonen. I stedet lægges alle gode kræfter i at blive færdige med broerne, så vi kan gå i gang med selve vejarbejdet til foråret” siger Niels Gottlieb.

Den ekstra indsats omkring broerne kan man blandt andet opleve ved Stubbekøbingvej, hvor LFO-konsortiet (NCC & M.J. Eriksson) er i gang med at støbe broen over omfartsvejen i disse dage.
 
I tilfælde af voldsomt snevejr eller meget streng frost er det dog nødvendigt at indstille arbejdet. I tidsplanen er der fra starten lagt nogle dage ind, hvor man må forvente at arbejdet indstilles helt. En almindelig vinter vil derfor ikke gå ud over tidplanen, og indtil nu ligner vinteren 2012/13 lige netop det - en helt normal dansk vinter.

Yderligere oplysninger:
Projektleder Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3623 /
nykoebing-falster@vd.dk  

Oprettet
05-02-2013.
Senest opdateret
05-02-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index