Søg
Pressemeddelelse

Ombygning af kryds ved Lægårdsvej i Holstebro

Det er sikkerheden der er fokus på, når Vejdirektoratet nu går i gang med at ombygge krydset på Lægårdsvej/Ringvejen i Holstebro.
08. maj 2013
Krydset har været ramt af en del uheld, hvilket ombygningen skal forebygge.
 
”Vi laver forskellige tiltag i krydset, som alle er med til at gøre det mere sikkert for bilisterne, men også for cyklisterne,” fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Poul Pilgaard. 
 
Etablering af separate svingbaner for de trafikanter, som skal svinge til venstre fra Ringvejen og ind på Lægårdsvej, skal netop nedsætte risikoen for uheld. Med svingbanerne får de svingende trafikanter deres egen grønne pil, hvilket minimerer risikoen for sammenstød med modkørende. De nye svingbaner, som etableres i begge retninger på Ringvejen, adskilles fra de ligeudkørende med heller.
 
På Lægårdsvej ændres svingbanerne lidt. Bilister der kommer fra øst, på vej ind i byen, får en længere højresvingsbane, så der bliver plads til flere ventende bilister i svingbanen.  Det forbedrer trafikafviklingen, så det bliver nemmere at komme gennem krydset, da de højresvingende ikke holder i vejen for de ligeudkørende. I den modsatte retning på Lægårdsvej udføres småjusteringer med afstribningen, så bilisterne tidligere kan vælge venstresvingsbanen. Dette øger også krydsets kapacitet.
 
Cyklisternes sikkerhed tilgodeses ved at føre cykelstien fra øst helt frem i krydset. På den måde bliver cyklisterne mere synlige og risikoen for, at de bliver overset af trafikanterne mindskes.
 
Vejarbejdet går i gang i uge 20, og Vejdirektoratet forventer, at ombygningen står færdig med udgangen af juli. ”Det kan nok ikke undgås, at der kommer kødannelse i byggeperioden. Det håber vi trafikanterne har forståelse for, og at de tager hensyn til de, som arbejder på vejen,” udtaler Poul Pilgaard.
 
For mere information
Projektleder i Vejdirektoratet Poul Pilgaard, tlf.: 7244 2621
Oprettet
08-05-2013.
Senest opdateret
08-05-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index