Søg
Pressemeddelelse

Så er der gang i byggeriet af Holstebromotorvejen

Anlægsarbejdet til den nye Holstebromotorvej mellem Herning og Holstebro er officielt i gang. Transportminister Magnus Heunicke tog første spadestik i dag.
19. marts 2015

​En forårsdag ved Vejdirektoratets tilsynskontor lige uden for Herning lagde rammen, da transportminister Magnus Heunicke tog det første spadestik til Holstebromotorvejen.

Forude venter anlægsarbejde frem til udgangen af 2018, hvor hele motorvejen mellem Herning og Holstebro efter planen skal stå færdig, men allerede i foråret 2017 åbner de første ti kilometer fra Snejbjerg vest for Herning til Sinding. Den del indeholder en forbindelse til det nye regionshospital i Gødstrup.

Holstebromotorvejen, som først slutter ved Holstebro N, vil give lettere adgang til det nordvestlige Jylland for både erhvervslivet, pendlere og almindelige borgere. Herudover vil motorvejen betjene det fremtidige regionshospital.

Det kom transportminister Magnus Heunicke ind på i sin tale, hvor han blandt andet sagde:

”Jeg er optaget af, at vi får skabt de bedste betingelser for vækst og arbejdspladser – ikke bare i hovedstadsområdet, men i alle dele af landet, og her er en aktiv og dynamisk transportpolitik et vigtigt middel. En af betingelserne for vækst er bl.a. et hurtigt og stabilt vejnet, og dette får vi med den nye Holstebromotorvej, som samtidig kobler den nordvestlige del af Jylland på det overordnede motorvejsnet.”

Fra politisk side var der også taler af borgmester i Herning Kommune Lars Krarup, borgmester i Holstebro Kommune H.C. Østerby og næstformand i regionsrådet for Region Midtjylland Bente Nielsen.

Talerne blev overværet af politikere, embedsmænd og interesserede borgere, der tillige fik en orientering om projektet i billede og lyd.

Yderligere oplysninger:


Projektchef Søren Andersen, Vejdirektoratet, 7244 2444, soan@vd.dk

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, 2129 0733, man@vd.dk


Fakta om Holstebromotorvejen:

• Holstebromotorvejen bliver 39 kilometer lang. Linjeføringen går fra Holstebro N (rute 11) til Sinding nordvest for Herning og videre frem til Snejbjerg, hvor motorvejen kobles sammen med den eksisterende motortrafikvej (rute 15) syd om Herning.
• På strækningen etableres der otte tilslutningsanlæg til motorvejen. Hele motorvejen vil være færdig inden udgangen af 2018.
• Ved Gødstrup bliver der forbindelse til det nye regionshospital. Denne del af motorvejen vest om Herning står færdig i foråret 2017.
• Projektet indeholder også en forlængelse af Nordre Ringvej nordvest for Holstebro. Vejen forlænges til Vilhelmsborgvej og overdrages til Holstebro Kommune.
• Hastighedsbegrænsningen bliver 110 / 130 kilometer i timen
• Fra anlægsloven blev vedtaget i december 2013, er der kun gået 13 måneder, til de sidste detailbesigtigelser er afsluttet og godkendt den 22. januar 2015. Anlægsarbejdet var herefter klar til at gå i gang pr. februar 2015.

Oprettet
19-03-2015.
Senest opdateret
19-03-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index