Søg
Pressemeddelelse

Sådan tiltrækker Danmark flere cykelturister

1,5 mio. turister cykler hvert år på deres ferie i Danmark. Det skaber vækst i det lokale service- og turisterhverv samt i handelslivet. Men ifølge den første årsrapport fra Ekspertgruppen for Cykelturisme er potentialet endnu større.
01. juni 2016
Cykelturisme.jpg

​Mange cykelturister kommer hvert år til Danmark for at hjule rundt i et fladt land med smuk natur, kulturelle oplevelser og en god cykelinfrastruktur. Og cykelturismen er stigende. Det er godt for de lokale virksomheder – ikke mindst i vandkantsdanmark. Men ifølge årsrapporten fra Ekspertgruppen for Cykelturisme er potentialet endnu større. 
 
”Formålet med årsrapporten har netop været at pege på de centrale udfordringer, indsatsområder og initiativer, der kan arbejdes med for at styrke og udvikle cykelturismen yderligere i Danmark,” siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet, som også er formanden for Ekspertgruppen for Cykelturisme. 
 
Årsrapporten er unik af sin slags. Det er nemlig første gang, at en bred kreds af aktører indenfor cykelturismen i Danmark har gjort status over, hvad der skal til for at gøre Danmark til et endnu mere attraktivt cykelland for turister.  
 
En af de vigtigste pointer i rapporten er, at Danmark som førende cykelnation har et godt udgangspunkt for at tiltrække flere cykelturister til landet. Men for at realisere potentialet skal flere hjul rulle i samme retning. 
 
Ekspertgruppen anbefaler blandt andet:

• At relevante nationale cykelruter får et serviceeftersyn i forhold til     trafiksikkerhed, skiltning, infrastruktur m.m. 
• At cykelturismen udvikles målrettet i de destinationer og langs de   relevante lange ruter, som har det største turistmæssige potentiale
• At der skabes opbakning til en langsigtet markedsføringssatsning med     henblik på at realisere det store potentiale for dansk cykelturisme.
 
”En del af de udfordringer, vi peger på, skal løses med en bedre koordinering og et tættere samarbejde på tværs af offentlige organisationer og private virksomheder. Så cykelturisterne får en god totaloplevelse, når de ruller rundt i Danmark, og så de kommer igen næste sommer” siger Andreas Egense og fortsætter:
 
”Og her kan flere offentlige organisationer spille en vigtig rolle for at få løst nogle af de udfordringer, der er peget på, fx ved at sikre god vedligeholdelse af stier, skilte og underlag på cykelruterne, undersøge mulighederne for nemmere cykelmedtagning i offentlig transport samt være med til at forankre et samarbejde omkring udvikling af de nationale cykelruter og andre feriedestinationer for cykelturister.
 
I årsrapporten kan man blandt andet læse om:

• Tal og statistik om cykelturisme i Danmark
• Beskrivelse af hvad ”den gode cykelturismeløsning” er set ud fra en         almindelig cykelturists perspektiv
• Hvilke udfordringer og anbefalinger ekspertgruppen peger på for at         løfte cykelturismen i Danmark.
 
 
Fakta: 
Ekspertgruppen for Cykelturisme offentliggør den første årsrapport om Cykelturisme den 1. juni på Den nationale cykelkonference i Odense.

Ekspertgruppen for Cykelturisme blev nedsat som led i opfølgning på Den nationale cykelstrategi fra 2014. Formålet med ekspertgruppen er at øge samarbejdet mellem forskellige interessenter på cykelturismeområdet, og at diskutere mulighederne for at udvikle Danmark til en endnu bedre feriedestination for cykelturister.

Ekspertgruppen består af repræsentanter fra VisitDenmark, Cyklistforbundet, Dansk Cykelturisme, Dansk Kyst og Naturturisme, KL, Turismeforskerne i Danmark, KU og Vejdirektoratet.
 
Yderligere oplysninger:
Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet, tlf. 25 75 45 70, aneg@vd.dk, Twitter: @Andreas_Egense 
Kristine Racina, pressekonsulent i Vejdirektoratet, mob. 22 51 36 12, kraa@vd.dk, Twitter: @Kristinepaavej

Oprettet
30-05-2016.
Senest opdateret
01-06-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index