Søg
Pressemeddelelse

Slut med omkørsel på Ring Øst

Næstved Kommune og Vejdirektoratet åbner fredag den 14. november sammen op for tilslutningen af Næstved Kommunes omfartsvej Ring Øst til Vejdirektoratets nybyggede fordelerring på Køgevej.
13. november 2014
Det betyder, at bilister fra fredag den 14. november omkring kl. 15.00 ikke længere skal benytte den midlertidige vej og omkørsel ad Øverup Erhvervsvej, men at de, i både nord- og sydgående retning, kan køre direkte fra og til Ring Øst og ud i fordelerringen.
 
"Åbningen af fordelerringen og tilslutningen af kommunens Ring Øst har fra projektets begyndelse været en vigtig prioritet. Det er den første store milepæl i Vejdirektoratets projekt med at anlægge en omfartsvej nord om Næstved," siger projektleder i Vejdirektoratet, Jacob Pryds Winkel.
 
Næstved Kommune åbnede i 2012 Ring Øst. På grund af den tidsmæssige forskydning mellem Ring Øst og den nordlige omfartsvej, som Vejdirektoratet bygger, blev det besluttet, at Ring Øst ikke skulle tilsluttes den eksisterende Køgevej, før det var afklaret, hvor fordelerringen skulle placeres. I stedet blev Ring Øst midlertidigt tilsluttet Køgevej via det eksisterende vejnet på Øverupvej og Øverup Erhvervsvej.
 
"Vi er rigtig glade for, at arbejdet nu er afsluttet. Bilister har længe måttet køre ad en midlertidig vej, når de skulle til og fra Ring Øst til Køgevej," siger borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.
 
Transportminister Magnus Heunicke er glad for det gode samarbejde mellem Næstved Kommune og Vejdirektoratet.
 
"Det er godt, at kommunen har kunnet vente med at anlægge det sidste stykke af vejen, da det ville være meningsløst at anlægge et stykke vej, som senere skulle brækkes op. Og jeg sætter stor pris på, at Vejdirektoratet har prioriteret at få gjort fordelerringen færdig, så de to veje kunne tilsluttes hinanden hurtigst muligt. Det er den slags samarbejde, der både er til gavn for borgerne og sparer penge for os allesammen," siger Magnus Heunicke.
 
Yderligere oplysninger
Projektleder Jacob Pryds Winkel, Vejdirektoratet, 7244 3752, jawi@vd.dk
Kommunikationskonsulent Sarah van Hagen Lind Sejr, 2527 3445, sls@vd.dk
 
Fakta om en fordelerring:
En fordelerring er et tilslutningsanlæg til en større vej, hvor den underordnede vej og ramperne er forbundet ved hjælp af én rundkørsel. En rundkørsel er blot en del af fordelerringen.
Oprettet
14-11-2014.
Senest opdateret
14-11-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index