Søg
Pressemeddelelse

Slutspurten sat ind på Skovvejen

Arbejdet med at opgradere Skovvejen til motorvej mellem Holbækmotorvejen og Ringstedvej nærmer sig slutspurten.
17. maj 2013
​I løbet af de kommende 2-3 måneder bliver de sidste aktiviteter gjort færdige, så trafikanterne kan tage den nye motorvejsetape i brug hen over sommeren, fortæller projektleder Christian Tolderlund.

”Efter en lidt lang vinterperiode er der nu fuld blus på kedlerne igen. I store træk mangler vi nu at få nedlagt rundkørslen ved Hjortholmvej, åbnet for Ny Hjortholmvej og Vipperødvej og taget det nye rampeanlæg i brug ved Roskildevej. Og så skal der lægges nyt asfalt-slidlag på Skovvejen,” siger Christian Tolderlund.

I perioden fredag den 24. maj til søndag 2. juni bliver der lukket for direkte adgang mellem Skovvejen og den sydlige del af Hjortholmvej. I stedet må trafikanterne ud på en omkørselsrute. Ruten leder trafikanterne ad Ådalsvej, Roskildevej og Skimmedevej. Omkørselsruten vil være skiltet. Mandag 3. juni vil de kunne komme ind til og fra Skovvejen via den ”nye” Hjortholmvej som er bygget langs med den nye motorvej og fører op til tilslutningsanlægget ved Roskildevej.

Når den nye Hjortholmvej er taget i brug, går Vejdirektoratet i gang med at nedlægge rundkørslen i krydsningen Hjortholmvej/Skovvejen, og det arbejde vil være færdigt midt i juni. Omtrent på samme tid bliver der åbnet for trafik på Vipperødvejs krydsning under Skovvejen.

”Det sidste store arbejde består i at få lagt ny asfalt på Skovvejen. Vi er allerede begyndt på strækningen mellem Ringstedvej og Vipperødvej, og trafikanterne kan løbende følge arbejdet frem til midten af juli, hvor vi forventer at være færdige,” siger projektleder Christian Tolderlund.

Han tilføjer, at der ikke bliver tale om en decideret ”åbning” af den nye motorvej, da den gradvis vil blive taget i brug henover sommeren. Til gengæld planlægger Vejdirektoratet en indvielse af selve vejen i slutningen af august.

Yderligere oplysninger
Projektleder Christian Tolderlund, Vejdirektoratet, tlf.: 72 44 37 31
Oprettet
22-05-2013.
Senest opdateret
22-05-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index