Søg
Pressemeddelelse

Smart rasteplads skal hjælpe chaufførerne

Nu får lastbilchaufførerne en hjælpende hånd fra en rasteplads, der kan tænke selv
29. august 2014
Den nye rasteplads Kongsted N på Vestmotorvejen (E20) i vestgående retning er nemlig blevet udstyret med et nyt, intelligent parkeringsanlæg, der selv kan tælle antallet af ledige pladser og lægge beskeden ud på tavler på motorvejen.

Dermed får lastbilchaufførerne hjælp til at finde et sted at parkere, når de skal holde deres hvilepauser, hvilket ellers godt kan være et problem – især på travle motorvejsstrækninger.

”Det nye system vil hjælpe lastbilchaufførerne med hurtigt at finde en parkeringsplads, når de skal hvile sig,” siger projektleder Raza Muhammed fra Vejdirektoratet. ”Vi ved, at det kan være et problem for chauffører, at de må køre forgæves og skal bruge tid på at lede, når de skal finde ledige parkeringspladser.”

Det nye system fungerer på den måde, at det selv tæller antallet af ledige pladser blandt rastepladsens 35 pladser for langtidsparkering af lastbiler og viser tallet på elektroniske tavler på motorvejen.

Dermed kan lastbilchaufførerne nemt og hurtigt finde ud af, om der er ledige pladser på den pågældende rasteplads. Desuden er systemet indstillet til at sende denne information videre til vejdirektoratet.dk og forskellige bilnavigationssystemer. Den funktion er dog først tilgængelig til efteråret.

”Det er første gang vi anvender den type teknologi i Danmark,” siger projektleder Raza Muhammed. ”Vi har store forventninger til systemet, men da teknologien er så ny, kan det blive nødvendigt med justeringer i opstartsfasen.”

Systemet er etableret med henblik på at forbedre vilkårene for godstransport langs E20 og sikre optimal udnyttelse af kapaciteten på rastepladsen, som i længere tid har været efterlyst af lastbilchaufførernes brancheorganisationer. Det er etableret med hjælp af EU-midler.

Hos ITD - brancheorganisation for dansk vejgodstransport - er man glad for det nye system midt på Sjælland.

”Vi glæder os over den nye teknologi, der muliggør, at chauffører inden indkørsel på rastepladsen ved skiltning og via bilernes navigationsudstyr får oplyst, hvor mange lastbil-p-pladser, der er ledige. Chauffører er jo underlagt køre-hvile-tids-reglerne, og det er uhyre vigtigt, at chaufføren ved, hvor han kan holde sit næste hvil. Derfor er det rigtig godt, at den slags informationssystem nu også er etableret i Danmark. Andre landes erfaringer fortæller os, at det gør chaufførens dagligdag nemmere,” siger chefkonsulent Anders Jessen fra ITD.

Systemet er sat i drift.
 
Yderligere oplysninger:
Civilingeniør Raza Muhammed mail: raz@vd.dk eller 7244 3046
Seniorkonsulent Jens Pedersen mail: jp@vd.dk eller 7244 3487
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, mail: man@vd.dk, eller tlf. 7244 3032
Oprettet
29-08-2014.
Senest opdateret
11-09-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index