Søg
Pressemeddelelse

Tag det smukkeste billede af Silkeborgmotorvejen

Hvis du kommer til Åben Byggeplads på Silkeborgmotorvejen den 20. juni, tager det smukkeste billede af motorvejen og fortæller, hvad der gør motorvejen til noget særligt for dig, så kan du vinde en iPhone 6.
01. juni 2015
​Når Vejdirektoratet slår dørene op til Åben Byggeplads lørdag den 20. juni mellem klokken 12 og 15, får du chancen for at bytte din gamle telefon ud med en helt ny iPhone 6.

Det eneste du skal gøre er at tage billeder, mens du går på opdagelse på byggepladsen og uploade de smukkeste til Instagram med hashtagget #minmotorvej. Husk også at skrive, hvad der gør motorvejen unik for dig. Du kan kun deltage lørdag den 20. juni mellem klokken 12 og 15 og kun på den åbne del af motorvejen.

Vi bygger en helt særlig motorvej
Motorvejen i og omkring Silkeborg er ikke en helt almindelige motorvej. Særlige akitektoniske og designmæssige elementer gør motorvejen helt unik i Danmark.

Og det er derfor, at Vejdirektoratet afholder fotokonkurrencen, fortæller projektchef Carsten Sandgaard.

"Vi spørger alle de mange mennesker, der kommer til Åben Byggeplads: Hvad gør motorvejen unik i dine øjne? Tag derfor det smukkeste billede og skriv, hvad der gør motorvejen til noget helt særligt for dig, så deltager du i konkurrencen," siger han.

På Åben Byggeplads fokuserer Vejdirektoratet netop på det unikke ved Silkeborgmotorvejen. Du kan for eksempel blive meget klogere på de smukke broer i Dyrehaven, der både giver fodgængere og cyklister og dyrelivet en sikker passage over motorvejen. Vejdirektoratet fortæller blandt mange andre ting også om nedgravningen og overdækningen af motorvejen, der dæmper støjen og fjerner motorvejen visuelt fra bybilledet.

Vinderen offentliggøres ugen efter
Billederne bliver løbende vist på Silkeborgmotorvejens hjemmeside - vd.dk/silkeborg - under arrangementet. De vil også blive vist på en skærm på selve byggepladsen, så alle gæsterne kan følge med. Efter arrangementet træder en jury sammen og vælger det smukkeste billede og den bedste motivation. Motivationen kan både handle om selve udformningen af motorvejen, men kan også fokusere på, hvad motorvejen kommer til at betyde for dig, når den er færdig.

Vi offentliggør vinderen direkte på Din Radio 8600 ugen efter arrangementet og selvfølgelig også på vd.dk/silkeborg og Instagram.

Sådan deltager du i fotokonkurrencen
• Fotokonkurrencen forløber under Åben Byggeplads lørdag den 20. juni mellem klokken 12 og 15.

• Du skal uploade dine billeder på Instagram og hashtagge det med #minmotorvej.

• Du skal også skrive, hvad der gør motorvejen til noget særligt for dig.

• Du skal uploade fra en åben Instagramprofil - ellers kommer dit billede ikke med i konkurrencen.

• Billeder må kun tages på den åbne del af byggepladsen mellem Dyrehaven og Gødvad Bakke.

• Der må ikke klatres op på spunsvægge, skråninger, broer, maskiner eller andre ting.

• Alle afspærringer og anvisninger fra Vejdirektoratets medarbejdere skal respekteres.

• Juryen består af projektchef Carsten Sandgaard, arkitekt Preben Skaarup og kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen.

• Held og lykke!

Forslag til billedtekst:
De smukke broer i dyrehaven kunne blive et godt motiv i Vejdirektoratets fotokonkurrence til Åben Byggeplads lørdag den 20. juni.
Hent billedet her.

Yderligere oplysninger:
Projektchef Carsten Sandgaard, tlf. 4038 2438, email: cac@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, tlf 7244 2316, email: bjks@vd.dk
Oprettet
31-05-2015.
Senest opdateret
01-06-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index