Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet holder fast i enkeltrettede cykelstier på Næstved Landevej

Cyklisterne kommer til at cykle på enkeltrettede cykelstier langs Næstved Landevej, når stierne er færdige. Vejdirektoratet holder dermed fast i den oprindelige løsning i projektet.
30. juni 2015
​Vejdirektoratet var den 20. maj 2015 vært for et informationsmøde på Fuglebjerg Kro om det forestående cykelstiprojekt på Næstved Landevej.

Interessen for at give sin mening til kende om cykelstien vest for Kyse var stor, og flere forslag blev bragt på banen af de fremmødte borgere. Blandt andet at ændre projektet til dobbeltrettet cykelsti, anlæg af en bredere krydsningshelle på Grængebjergvej, eller alternativt helt at undlade den, samt forbedring af adgangen til den eksisterende stitunnel.

Mest debat har der været om valget af enkeltrettede cykelstier. Efter en nøje analyse af de lokale pladsmæssige forhold, antallet af skærende veje og vejadgange, vurderer Vejdirektoratet, at enkeltrettede stier er den trafiksikkerhedsmæssigt bedste løsning.

Derfor har Vejdirektoratet nu valgt at holde fast i den oprindelige løsning i projektet, nemlig de enkeltrettede cykelstier. Afdelingsleder for mindre anlægsprojekter i Vejdirektoratet, Helle Liocouras Nielsen, forklarer nærmere:

”Vi vil fra Vejdirektoratets side gerne takke for den store interesse, borgerne i lokalområdet har vist for vores cykelstiprojekt på Næstved Landevej. Vi har undersøgt de forskellige muligheder og kommet frem til, at løsningen med de enkeltrettede cykelstier er den bedste. Det er udelukkende hensyn til trafiksikkerhed og anlægsteknik, der ligger bag vores valg,” siger Helle Liocouras Nielsen.


Krydsningshelle bliver sløjfet

Med i projektet var også etablering af en krydsningshelle ved Grængebjergvej, så trafikanter, der skal i retning mod Næstved, kan krydse vejen ad to tempi. Krydsningshellen gjorde lokale borgere nervøse, da den vil kunne tilskynde skolebørn, eller andre, til at benytte krydsningshellen fremfor tunnelen.

Vejdirektoratet har nu besluttet at sløjfe krydsningshellen fra projektet.

”Vi har lyttet til borgerne i spørgsmålet om krydsningshellen. Trafiksikkerhedsmæssigt er det bedst, at børnene bruger tunnelen til at krydse vejen, og krydsningshellen kunne friste dem, og andre trafikanter, til at bruge den i stedet. Uden krydsningshellen er projektet stadig trafikmæssigt forsvarligt, så vi har samlet set fundet en god løsning,” siger Helle Liocouras Nielsen.

Netop tunnelen, mener mange af de lokale borgere, har for stejle ramper til barnevogne og cyklister. Vejdirektoratet deler vurderingen og har undersøgt mulighederne for at gøre ramperne mindre stejle. Desværre har det ikke været muligt, af økonomiske grunde, at indarbejde nye ramper i projektet.

”Det beklager vi selvfølgelig, for vi ville gerne have givet borgerne en ny stitunnel, hvis det var muligt. Budgettet for cykelstiprojektet er begrænset, så vi må nøjes med, at forholdene for cyklisterne i tunnelen ikke forværres, men forbliver status quo,” siger Helle Liocouras Nielsen.

Anlægsarbejderne til den nye cykelsti forventer vi starter i foråret 2016 og afsluttes i vinteren 2016.


Yderligere oplysninger:
Helle Liocouras Nielsen, afdelingsleder:7244 2345 hlni@vd.dk
Kim Michelsen, kommunikationskonsulent: 7244 2318, kimi@vd.dk
Oprettet
30-06-2015.
Senest opdateret
30-06-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index