Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet lytter til vejarbejdsramte trafikanter på Fyn

Vejdirektoratet vil nu spørge trafikanterne om deres oplevelser med anlægsarbejdet på E20 mellem Nørre Aaby og Middelfart på Vestfyn.
10. september 2013

​Hvordan opfatter trafikanterne egentlig de elektroniske tavler, skiltningen og deres egen tryghed, når de kører i vejarbejdet? Alt sammen viden som er guld værd for Vejdirektoratet i bestræbelserne på at minimere generne mest muligt for trafikanterne.

Fra om morgenen onsdag den 11. september vil trafikanterne på E20 derfor møde repræsentanter fra Vejdirektoratet ved frakørselsramperne ved Odense V og Nørre Aaby i østgående retning – samt ved Middelfart og Fredericia S i vestgående retning. Her vil de få stukket et spørgeskema ind af vinduet med 17 spørgsmål på.

Trafikanternes holdning er vigtig viden for Vejdirektoratet
Vejdirektoratet arbejder for tiden på at udbygge strækningen Nørre Aaby til Middelfart fra fire til seks spor, og trafikanternes holdning til vejarbejdet er vigtig, fortæller projektleder Mike Boesen:

”Når vi udbygger en stærkt trafikeret motorvej, mens trafikken ruller, kan vi ikke undgå at genere trafikanterne. Og vi gør faktisk meget for at gøre generne så små som muligt. Men nu vil vi gerne vide, hvordan trafikanterne oplever situationen,” siger Mike Boesen.

Vejdirektoratet beder trafikanterne udfylde spørgeskemaet og sende det tilbage senest 25. september. Undersøgelsens resultater vil blive taget med i Vejdirektoratets arbejde med at tilrettelægge vejarbejder fremover.

”Vi er meget interesserede i trafikanternes holdning. Vi bygger jo vejene for trafikanterne, men mens vi bygger skal alle stadig kunne komme så nemt og sikkert frem som muligt. Trafikanternes svar kan vi måske bruge til at justere vores håndtering af vejarbejder og informationen til trafikanterne,” siger Mike Boesen.

Tog trafikanterne vejarbejdet med et smil?
Et særligt tiltag som Mike Boesen er ekstra spændt på er trafikanternes syn på de særlige smileyskilte på strækningen.

”Som et forsøg indførte vi jo smileyskilte på strækningen, der på en lidt anderledes måde og sjov måde skal give trafikanterne mulighed for at se en ende på vejarbejdet, mens de er på farten. Vi er spændt på, hvad folk synes om dem, og om de kan bruge dem til noget,” siger han og understreger, at han håber, at mange trafikanter svarer på spørgsmålene fra Vejdirektoratet.

”Jo flere svar, vi får, jo flere gode idéer får vi til at gøre trafikanterne så glade som muligt,” slutter Mike Boesen.

Vejdirektoratet deler 4000 spørgeskemaer ud, hvilket sandsynligvis kan nås i løbet af onsdag den 11. september.

Det er ikke kun trafikanterne på Fyn, som kommer til orde. Vejdirektoratet har tidligere gennemført lignende undersøgelser på Nordjyske Motorvej ved Limjordstunnellen, på Helsingørmotorvejen, på E45 ved Vejle og på Holbækmotorvejen. Flere undersøgelser er i støbeskeen.

Billedtekst: I marts 2013 indførte Vejdirektoratet et forsøg med smileyskilte på strækningen mellem Nørre Aaby og Middelfart. Tilfredsheden med disse skilte undersøger Vejdirektoratet blandt andet i undersøgelsen blandt trafikanterne på Fyn.

 

Yderligere oplysninger
Projektleder Mike Boesen, tlf.: 7244 2261, email: mik@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, tlf.: 7244 2316, email: bjks@vd.dk

Oprettet
10-09-2013.
Senest opdateret
10-09-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index