Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet skruer ned for støjen med støjskærm

En række beboere tæt ved Køge Bugt Motorvejen ved Vallensbæk er i dag plaget af støj. Vejdirektoratet dæmper nu støjen ved at opstille en over en halv kilometer lang støjskærm.
26. maj 2015
​Køge Bugt Motorvejen er et af de mest trafikerede steder i Danmark, og borgere bosat i nærheden af den vil uundgåeligt opleve støj, når bilerne suser forbi. Men Vejdirektoratet er opmærksom på problemet og er nu klar med en løsning til at mindske støjen.

Det betyder, at der bliver opstillet en cirka 600 meter lang, og fire meter høj, støjskærm ud for boligområdet ved Gjeddesdalvej/Nysøvej i Vallensbæk Kommune. Denne nye støjskærm skal erstatte den nuværende, lidt kortere, på cirka 500 meter, som har udtjent sin ”værnepligt”.

Støjskærmen skal opstilles i yderrabatten af Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning, og med et autoværn foran. Selve støjskærmen består af en støjabsorberende kerne, der bliver beklædt med lodrette trælameller.

Færre boliger med støjbelastning
Ifølge Miljøstyrelsen er støjgrænsen for boligområder 58 decibel. Vejdirektoratet vurderer, at den nye støjskærm vil kunne nedbringe antallet af støjbelastede boliger over 58 decibel i området fra cirka 139 til cirka 99 boliger.

18 af boligerne er i dag stærkt støjbelastede med et støjniveau over 68 decibel. Men efter støjskærmen er stillet op, vil ingen boliger fremover komme over den grænse. Det glæder Vejdirektoratets projektleder, Marianne Skovsbøl.

”Støj fra Køge Bugt Motorvejen er desværre umulig at undgå, men vi forventer, at den nye støjskærm vil reducere støjen betragteligt, til glæde for borgerne i det berørte boligkvarter i Vallensbæk. Jeg forventer heller ikke, at der vil forekomme væsentlige forstyrrelser af trafikken i forbindelse med opsætningen af støjskærmen, så vi er godt tilfredse med dette projekt,” siger Vejdirektoratets projektleder Marianne Skovsbøl.

Det forberedende arbejde er allerede gået i gang, og fra tirsdag den 26. maj vil der være opsat afmærkning langs Køge Bugt Motorvejen.

I anlægsperioden vil der som i dag være tre farbare spor på Køge Bugt Motorvejen. Sporene vil dog være smallere i bredden, da der er brug for et arbejdsareal til at opsætte støjskærmen. Af samme grund nedsættes hastighedsgrænsen på Køge Bugt Motorvejen til 80 kilometer i timen ud for arbejdsområdet.

Opsætningen af den nye støjskærm forventes at være færdig inden udgangen af oktober 2015.


Yderligere oplysninger:

Marianne Skovsbøl, projektleder: 7244 2788, msk@vd.dk
Kim Michelsen, kommunikationskonsulent: 7244 2318, kimi@vd.dk
Oprettet
26-05-2015.
Senest opdateret
26-05-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index