Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet vil fjerne skærmen på Oddesundbroen

Lokale trafikanter har udtrykt bekymring over en skærm, som Vejdirektoratet er i gang med at opsætte på Oddesundbroen for at skærme togbanen. Vejdirektoratet har sammen med Banedanmark undersøgt sagen nærmere og piller nu skærmen ned.
29. juni 2015

​Vejdirektoratets arbejde med renovering af Oddesundbroen denne sommer nyder stor opmærksomhed i lokalbefolkningen. Broen gennemgår en kraftig renovering, hvor belægning bliver udskiftet, og der kommer ny fugtisolering.

Vi var også i gang med at opsætte en skærm mellem togbanen og kørebanen for at holde banen ren for sne og fremmedlegemer som salt fra saltspredere om vinteren.

Skærmens højde over kørebanen viste sig at være en kilde til bekymring hos trafikanter, som frygtede at få begrænset udsyn ud over fjorden. Vejdirektoratet har modtaget mange henvendelser fra borgere, som har efterspurgt en anden løsning, der bevarer udsigten.

Efter dialog med Banedanmark har Vejdirektoratet nu besluttet at pille skærmen ned, da problematikken muligvis kan løses på anden vis. Problemet med salt og skidt på banen har ikke været markant indtil nu, så derfor kan man muligvis nøjes med den nuværende kantbjælke som afskærmning.

Dette forhold skal undersøges nærmere i den kommende tid, men selv hvis skærmen skal sættes op igen, har Vejdirektoratet fundet en løsning, så den kommer til at hænge 30 centimeter lavere på rækværket, sådan så trafikanternes udsigt ud over fjorden under alle omstændigheder bliver bevaret.

”Vi kan se på de mange stærke reaktioner fra borgerne, at det virkelig er noget, der ligger folk på sinde. Derfor besluttede vi at undersøge mulighederne for en anden løsning. Vi har arbejdet henover weekenden, hvor vi har været i dialog med Banedanmark, og vi er kommet frem til, at vi godt kan pille skærmen ned for nu. Og skulle det blive nødvendigt at sætte den op igen, bliver det i en væsentlig lavere højde over kørebanen. Dermed skulle trafikanternes oplevelse af landskabet være sikret uanset hvad,” siger fagprojektleder i Vejdirektoratet, Peter Holt.

Vejdirektoratet forventer, at skærmen tages ned snarest muligt.

Renoveringen af Oddesundbroen er planlagt til at vare to somre, i 2015 og 2016. Arbejdet for i år varer frem til slutningen af juli og skrider planmæssigt frem.

”Vi er blevet forsinket af det våde vejr, som har drillet nogle gange, men vi er nu tilbage på sporet og forventer renoveringen afsluttet til tiden,” siger Peter Holt.

 

Hent et foto af Oddesundbroen her.


Yderligere oplysninger:


Peter Holt, fagprojektleder, Vejdirektoratet: 7244 7555, ph3@vd.dk
Kim Michelsen, kommunikationskonsulent: 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
29-06-2015.
Senest opdateret
29-06-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index