Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratets forventninger til vinterferietrafikken

Mange danskere vælger at holde vinterferie i ugerne 7 og 8. Det har betydning for trafikken, som vil være mindre belastet i den typiske myldretidsperiode, men til gengæld præget af ferietrafik.
06. februar 2013

​Ud fra vores erfaringer kan vi se en tendens til, at fredagen og til dels lørdagen op til uge 7 er mere trafikerede end normalt. Det er især den Sønderjyske motorvej fra Kolding i retning mod den dansk/tyske grænse og Sydmotorvejen i retning mod Rødbyhavn, som vil være tæt trafikerede. Og det er specielt i tidsrummet 12 – 20, at trafikken vil være tættest.
 
Så har du mulighed for det, anbefaler vi dig at køre tidligt om morgenen eller sent om aftenen – og forvent ekstra rejsetid. Det kan endvidere være fornuftigt at tage ekstra tæpper med, underholdning til børnene samt en skovl i bagagerummet. Der er ifølge DMI risiko for lokale snebyger i weekenden op til uge 7 og det samme gør sig gældende i vinterferien. 

På hverdagene i uge 7 kan vi se, at der i formiddagstimerne er risiko for tættere trafik på de større indfaldsveje til København. Så med andre ord, mindre arbejdstrafik, og mere ferietrafik i løbet af morgen- og formiddagstimerne. Det gælder særligt Holbækmotorvejen, Vestmotorvejen og Køge Bugt motorvejen.

Trafikken i slutningen af uge 7 i retning fra den dansk/tyske grænse og fra Rødbyhavn fordeler sig erfaringsmæssigt mere jævnt end det er tilfældet den modsatte vej.

 



I uge 8 plejer der ikke at være større trafikale udfordringer på ferieafrejsedagene og trafikmængden på hverdagene vil fordele sig som normalt.

Derimod forventer vi, at der i weekenden i uge 8, fra den 22. til den 24. februar, vil være tæt trafik i Herning-området i forbindelse med den årlige rejsemesse i Messehallerne i Herning. Trafikken til Herning/Messehallerne vil på Messemotorvejen og alle større og mindre indfaldsveje være ret kraftig i tidsrummet 10 – 12 om formiddagen.

I den modsatte retning, fra Herning/Messehallerne, vil trafikken være tættest i tidsrummet 14 – 19. Det er også værd at bemærke, at trafikken også midt på dagen vil være tættere end normalt. I 2012 havde rejsemessen 66.000 besøgende over de 3 dage, messen varede.


Yderligere oplysninger:
Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter, pressehenvendelser: Tlf. 2061 2664

På kortet ovenfor er strækninger, hvor der vil være en øget trafikmængde markeret med rødt. Og de strækninger, hvor vi forventer, at igangværende vejarbejde kan skabe forsinkelser, er markeret med sort.

Oprettet
06-02-2013.
Senest opdateret
07-02-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index