Søg
Pressemeddelelse

Vilsundbroen åbnes tidligere end planlagt

Broen åbnes for normal trafik til efterårsferien
03. oktober 2013
​Siden maj 2012 har Vejdirektoratet udført malearbejder på Vilsundbroens stålkonstruktioner. Dette har påvirket trafikken på rute 26, Sallingsund – Vilsund, specielt i myldretiden. Desuden var der i december 2012 en kort periode med natspærring på broen.
 
Nu er arbejdet slut, og broen åbnes for normal trafik til efterårsferien 2013. Det er to uger tidligere end oprindeligt planlagt. Arbejdspladser på Thy og Mors-siden er i færd med at blive rømmet ligesom trafikregulerende foranstaltninger bliver fjernet.
 
”Jeg er glad for at kunne meddele, at vi afslutter malerarbejdet på Vilsundbroen et par uger før tid,” udtaler vedligeholdelseschef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet. ”Jeg er klar over, at vi i perioder har trukket veksler på de lokale trafikanters tålmodighed – ikke mindst omkring natspærringen på broen sidste år – men i Vejdirektoratet er vi glade for at kunne aflevere en nymalet bro, der kan holde mange år frem i tiden.”
 
Helt konkret er alle stålkonstruktioner på broens 5 buefag samt på broklappen blevet afrenset og efterfølgende malet, så broen fremstår ensartet og ny. Broens fortovssektioner har været fjernet og nymalet på værksted i Viborg hos entreprenøren Gardit. Der har været tale om ca. 18.000 kvadratmeter stål, som Gardit har arbejdet intenst på – i store perioder 7 dage om ugen.
 
I januar – februar 2013 foregik der arbejder på broklappen, som var spærret for skibstrafik. I denne periode var entreprenøren udfordret af lange perioder med frost, som gjorde malerarbejdet besværligt.
 
På grund af den grundige inddækning af broen i stillads og presenninger er alt sand fra sandblæsningen blevet opsamlet og genanvendt. Inddækningen har også beskyttet naboer og miljøet imod støjpåvirkninger.
 
Yderligere oplysninger:
Ingeniør Emilie Dittmer Kristiansen, tlf. 7244 3454, mail: edk@vd.dk
Vedligeholdelseschef Erik Stoklund Larsen, tlf. 7244 3449, mail:esl@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk
Oprettet
03-10-2013.
Senest opdateret
03-10-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index