Søg

Nye ramper: Nu rykker hovedstaden tættere på Vemmedrup

​Borgere og virksomheder i Bjæverskov, Vemmedrup, Ejby og omegn kan nu komme hurtigere på motorvejen mod Køge og København. Mandag den 8. oktober indvies ny tilkørselsrampe.
03. oktober 2018
Borgere og virksomheder i Bjæverskov, Vemmedrup, Ejby og omegn kan nu komme hurtigere på motorvejen mod Køge og København. Mandag den 8. oktober kl. 13 indvies en ny østgående tilkørselsrampe.

Vejdirektoratet er i gang med de sidste opgaver på to nye motorvejsramper ved Vemmedrup vest for Køge. I december 2017 kunne projektet næsten et år før forventet åbne den ene af de to ramper, afkørselsrampen. Den 8. oktober åbner tilkørselsrampen i østgående retning, og dermed er til- og frakørsel 33 på Vestmotorvejen fuldt udbygget med ramper i begge retninger. 

Åbningen giver pendlere og tung trafik nemmere adgang til og fra hovedstadsområdet. Køge Kommune bidrager med halvdelen af finansieringen. 

456_Parkering-ved-ramper-kopi-(002).jpg
Klik på kortet og se det i større format. 

”De to nye motorvejsramper er en gave til pendlerne og et vigtigt bidrag til det lokale erhvervsliv vest for Køge. Jeg ved, at mange har glædet sig til åbningen af tilkørselsrampen. Bag åbningen ligger historien om et engageret lokalmiljø, der har lagt meget energi i at få de her to ramper til at blive til virkelighed sammen med Køge Byråd. Den 8. oktober er derfor lidt af en festdag og et bevis for, at lokalt engagement betaler sig,” siger borgmester Marie Stærke.

Nemmere for pendlerne, bedre for lokalområdet

Det er særligt pendlerne og erhvervslivet i Ejby, Bjæverskov og Vemmedrup, der får stor glæde af den kortere vej til og fra motorvejen mod København. Men for byerne Lellinge og Lille Skensved giver de nye rampeåbninger også en anderledes hverdag. Motorvejsramperne leder nemlig noget af den gennemkørende trafik væk fra hovedgaderne og direkte på motorvejen, hvilket skaber en bedre infrastruktur i byerne.

Vejdirektoratet har stået for byggeriet af de nye ramper, her er man glad for, det har været muligt at åbne de nye ramper til planlagt tid og endda lave en forpremiere på afkørselsrampen.

”Det er gået efter planen med anlægget af både ramperne og udbygning af broen, der fører tilkørselsrampen over Køge Å. Nu hvor tilkørselsrampen også er færdig vil borgere og virksomheder få en lettere adgang til Vestmotorvejen. De mindre byer i området vil opleve en ændring i trafikken. En del af den gennemkørende trafik vil rykke ud på motorvejen og dermed bliver der et bedre bymiljø,” siger projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.

Mandag den 8. oktober kl. 13.00 klipper borgmester Marie Stærke snoren til den nye motorvejsrampe. Alle interesserede er velkomne.

Find vej til arrangementet: se kort. 

Oprettet
03-10-2018.
Senest opdateret
03-10-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index