Søg

Arkæologiske undersøgelser skrider frem

Arkæologerne fra Odense Bys Museer har foreløbig fundet et slags tørrestativ fra Middelalderen i en mose nær Vissenbjerg. Ledningsarbejder starter også op nu.
09. januar 2019
​Maskinerne er allerede i jorden på første etape af udvidelsesstrækningen mellem Gribsvad og Odense V., men det er ikke entreprenørens, man kan se endnu.

Derimod er arkæologerne fra Odense Bys Museer godt i gang med at grave efter fortidsminder, og de skal være færdige til april, hvor anlægsarbejdet begynder.

Arkæologerne er startet ved Vissenbjerg, og her var der ”bingo”.

”De har fundet en trækonstruktion fra Middelalderen, som man kan kalde for et slags tørrestativ. Det er blevet brugt til tørring af hør, som de har anvendt til beklædning. Stativet lå i en mose ved Vissenbjerg,” siger Peter Bak Christensen, som er landinspektør for Vejdirektoratet på projektet.

Udgravningerne er desuden foregået ved Spedsbjerg, Ravnebjerg og vest for Blommenslyst-afkørslen. Men der mangler stadig at blive undersøgt en hel del jord, for arkæologerne er kun nået cirka en tredjedel af strækningen igennem.


”Bredbåndsmotorvej” skal flyttes

Sideløbende med arkæologien bliver der frem til april også gravet andre steder i jorden langs motorvejen. Det er nemlig nødvendigt at flytte flere store rør med lyslederkabler, så der er plads til at udvide motorvejen.

”Syd for motorvejen ligger der 16 store rør med kabler, som udgør en hel ”bredbåndsmotorvej”. Ledningerne er vitale for informationsstrømmen på tværs af Europa, så det er meget vigtigt, at de bliver flyttet i sikkerhed, cirka 10 meter længere væk fra vejen. I nordsiden af motorvejen ligger der otte rør, og de skal flyttes endnu længere væk, da de ligger under nødsporet, hvor vi skal arbejde,” siger Peter Bak Christensen.

Udover bredbåndskablerne skal der i dén grad også tages hensyn til en gasledning nord for motorvejen, som også ligger indenfor arbejdsarealet. 

”Der hvor vi har arbejdskørsel ovenpå gasledning skal gasledningen sikret med trykfordelene jernplader, der skal lægges ovenpå jorden, sådan så vi ikke beskadiger gasledningen. En ødelagt gasledning ville kunne udløse en eksplosion eller en  brand” siger Peter Bak Christensen.

Oprettet
09-01-2019.
Senest opdateret
22-03-2019.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index